tirsdag den 8. august 2017

Friske og sunde alternativer - meningen med denne blog

De alkoholfrie øl fortjener efter min opfattelse at blive bedømt for sig selv, fordi man ofte vælger alkoholfri som et alternativ... Af forskellige grunde. Det kan være ønsket om at undgå beruselse - bl.a. for at kunne køre bil - eller fordi de er mere tørstslukkende, for at få en bedre søvn, for det lavere kalorieindhold og lign. De alkoholfrie alternativer har en række fordele, og ind i mellem også mangler 😄


Med bloggen her vil jeg derfor gerne slå et slag for, at der efterhånden findes en del udmærkede alkoholfri øl af god kvalitet. Faktisk er det ved at blive mere og mere "trendy", så mængden og variationerne i de alkoholfrie øger betydeligt for tiden.


Anmeldere håner ofte de alkoholfrie øl og påkalder sig da hellere sodavand. Jeg er helt uenig i dette! Det er min oplevelse, at der i dag bliver gjort så meget ud af at brygge de alkoholfrie, at flere har en rigdom i smagsnuancer og fylde, som man ikke møder i mange almindelige øl. Humlens aroma, styrke og bitterhed gør en stor forskel sammen med maltens forskellige karakter og ikke mindst sødme. En afbalanceret kulsyre er også med til at skabe friskhed og fylde i munden - måske i højere grad under fraværet af alkohol.


Metoderne til reduktion af alkoholen har naturligvis også en væsentlig betydning for smagsoplevelsen. Nogle af dem er varme-vakuum behandling, bortfiltrering af alkoholmolekylerne eller kontrolleret gæring. Generelt har jeg indtryk af, at man ikke mindst på dette område for tiden udvikler brygningen, så øllets oprindelige karakter forstyrres mindre.


De testede øl findes på listen til højre. Bedst vurderede øverst🍺🍺🍺🍺🍺


Jeg er ikke nogen stor øl-specialist. Mine vurderinger er helt personlige og uden egne erfaringer med brygning. Mit ønske er mest at give andre lyst til selv at prøve nogle af disse øl. Af samme grund har jeg valgt at undlade udtryk om duft og smag, der giver meget negative associationer, f.eks. betegnelser som "pap-smag" eller sågar "udkogte grøntsager", som bruges af nogle øl-anmeldere. Det har helt sikkert aldrig været brygmesterens hensigt at skabe den slags oplevelser 👍  


Nyere forskning har da også påvist, at vores smagsindtryk er meget styret af  en række forskellige omstændigheder og sanser (sågar også den taktile/følesansen). En øl, der er hældt op i et glas, er anderledes end direkte fra flasken eller dåsen - en hvedeøl må f.eks. ALTID drikkes af glas ellers skummer den for meget i munden, og den bør rulles på bordet inden ophældning for at få smagen fra bundfaldet med. På samme måde har temperaturen afgørende betydning ligesom miljøet, tid på dagen, hvad man spiser til m.m. I forhold til de alkoholfrie øl går der også noget tid, inden smagsløgene har vænnet sig til fraværet af alkohol som toneangivende for fylde og eftersmag.


Cand.scient. i human ernæring, Per Brændgaard, skriver sådan her om sine erfaringer med alkoholfri øl:


"Jeg har opdaget, at man faktisk bliver påvirket af at drikke alkoholfrie øl. Det er selvfølgelig ikke alkoholen, man bliver påvirket af. Det er derimod den rene virkning af humle uden alkohol. Humle indeholder forskellige stoffer med psyko-biologiske virkninger. Disse virkninger omfatter især, at man bliver mere afslappet. Prøv selv at drikke en alkoholfri øl, når du har brug for at falde til ro. Det virker." 

At et alkoholindhold på op til 0,5% må betegnes alkoholfrit, kan måske virke underligt. Årsagen skal bl.a. findes i et ønske om at tillempe danske vilkår og lovgivning til andre landes, samt et forsøg på at fremme trafiksikkerheden ved at øge udbuddet. 0,5% er nu heller ikke mere alkohol, end der naturligt forekommer i madvarer, som af sig selv har gæret bare lidt, f.eks. frugt.


God fornøjelse😁🍻

Friske og sunde alternativer - meningen med denne blog

De alkoholfrie øl fortjener efter min opfattelse at blive bedømt for sig selv, fordi man ofte vælger alkoholfri som et alternativ... A f fo...